77 elever og 27 ansatte drog torsdag d. 14. januar af sted på den årlige ski lejrskole til Østrig.
Også i år gik turen til Tyrol nærmere bestemt Nauders/Pfunds, der ligger klemt inde i det vestlige hjørne af Østrig meget tæt på både Italien og Schweiz.
Her har vi et samarbejde med et forrygende godt hotel, der hvert år gør det yderste for, at vi får en god oplevelse, hvilket også i år lykkedes for dem.
Da det samtidig var perfekt ski vejr med masser af sne på bakkerne samt frost og sol, var alle rammer i orden, så vi kunne få en vellykket og lærerig tur.
Skolen bruger hvert år mange resurser - både menneskelige og økonomiske på denne tur, og vi er derfor meget opmærksomme på, at udbyttet ikke blot er en god ”ferie”, men også har læringsmæssige perspektiver.
Turen giver os mulighed for:
At komme meget tæt på den enkelte elev, hvilket gør, at vi kan snakke om elevens trivsel også uden for skolen, om elevens muligheder efter opholdet og i det hele taget gå i dialog med eleverne om livets udfordringer og muligheder.
At eleverne indgår i nye idrætsaktiviteter (ski), hvor nogle pludselig har kompetencer, der rykker på skolens interne ”hierarki”.
At vi med den tætte bemanding 24 timer i døgnet har mulighed for at arbejde koncentreret med at bruge den værdsættende anerkendende pædagogik, der altid er skolens pædagogiske omdrejningspunkt.
At nogle elever, der ikke normalt har mulighed for at komme til udlandet får denne fantastisk store oplevelse, det er, at kunne besøge fire lande på en uge.
At personalet teambuildes med naturlige arbejdsopgaver og samvær, hvilket efter vores mening virker væsentlig bedre end diverse ”kanindræberkurser”. Det giver gode muligheder for indsigt i hinandens fagområder.
Alt i alt er skituren derfor alle pengene værd, og vi glæder os allerede til næste gang.
Undervejs mens vi råhyggede i Østrig, faldt tankerne på de mange ofre og nødlidende på Haiti. Efter hjemkosten besluttede vi derfor at lave en billed CD fra turen og tilbyde vores forældre, at de fik mulighed for at betale for denne, hvorefter vi lader alle indtægter fra CD'en gange 2 gå til Danmarksindsamlingen. Rigtig mange forældre har allerede indbetalt, og vi glæder os til at være med til at støtte om det gode formål.
Mange hilsner
Thomas
<!--[if !vml]--><!--[endif]-->
Hits: 650
Kommentarer (1)
Tak skrevet af Maiken Olsen,
februar 08, 2010
Blot et stort tak fordi I har taget jer så godt af vores unger. Tino er vokset flere grader på jeres fantastiske skitur.. Iøvrigt rigtig godt initiativ til indsamlingen for de nødlidende på Haiti