Information om tilmelding

Der er desværre ingen ledige pladser i skoleåret 2019/20. Du er dog velkommen til at tilmelde dig alligevel, og du vil så blive skrevet på venteliste.

Hvis du er interesseret, så ring under alle omstændigheder, så vi kan få en snak om skolen, og om det er det rigtige tilbud for dig.
Vi har stadig ledige pladser i de øvrige skoleår.

Hvis du ønsker det, kan vi sende noget materiale, men det er meget bedre at kigge hjemmesiden godt igennem. Vores Facebook side giver ligeledes et godt aktuelt billede af livet på skolen. I er selvfølgelig også meget velkomne til at ringe og aftale et besøg.

Der kan aftales besøg og rundvisning på udvalgte onsdage, samt Efterskolernes Dag og Efterskolernes Aften. Onsdagsrundvisningerne foregår fra kl. 15.30 - kl. 18.00 - der vil være
mulighed for at tilmelde sig til spisning kl. 18.00.

Datoerne for onsdagsrundvisninger i skoleåret 2019/20 er:
21. august, 25. september, 9. oktober, 4. december, 5. februar, 11. marts, 22. april og 3. juni.

Vi har desuden åbent hus og rundvisninger søndag d. 29. september (Efterskolernes Dag) infomøde og rundvisning kl. 13.00, kl. 14.15 og kl. 15.45) og onsdag d. 8. januar kl 18.00.

Nedenfor finder du vores tilmeldingsblanket. Vær opmærksom på, at tilmelding kun kan foretages, hvis man forud for tilmeldingen har besøgt skolen.

Image

Økonomi Ugepris

Prisen for skoleåret 2020/21 på Idrætsefterskolen Ulbølle er 2.550 kr. pr. uge. Alle danske elever er sikret støtte fra staten. Støtten er afhængig af husstandens indkomst.Støtten pr. uge for elever mellem 14 og 18 år vil ligge mellem ca. 600 og kr. 1250, hvilket betyder en samlet egenbetaling på ca. mellem kr. 54.600 og kr. 81.900 for skoleåret. 

Materialegebyr m.v.

Beløbet betales i 10 rater. Skolen hjælper gerne med udregning af elevstøtte og udfyldelse af ansøgningsskema om elevstøtte.
Der opkræves et engangsbeløb på 3.500 kr. til materialer, bøger, kopier, udflugter, lejrskole m.v. Gebyret dækker en iPad eleven kan beholde, hvis skoleopholdet gennemføres og en skoledragt (træningsdragt og t-shirt). Dette gebyr indbetales den 1. maj inden skolestart. 
Image
Image

Indmeldelsesgebyr

Der indbetales et indmeldelsesgebyr på 1.500 kr. samtidig med indmeldelsen. Gebyret tilbagebetales ikke. Dette gebyr indbetales på : 
Reg. nr. 5986 konto nr. 0004009465

Tilmelding er bindende

Ved afbrydelsen af kurset i utide, betales elevbetaling til ophørsdatoen. Der betales yderligere 3 ugers skolepenge (2.550 kr. pr. uge). 

Skolepengene for de 3 uger forfalder til betaling, uanset om eleven selv vælger at afbryde opholdet, eller om skolen ser sig nødsaget til at hjemsende eleven.

Image
Image

Optagelse

Der er meget stor søgning til skolen, derfor anbefaler vi, at du tager kontakt til skolen hurtigst muligt, hvis du overvejer et efterskoleophold hos os. Vi har i modsætning til mange andre specialundervisningsefterskoler ikke skæringsdag vedr. optagelse d. 1. november, men optager elever efter først til mølle princippet.

For at sikre dig de bedste betingelser for en god start på det kommende ophold har vi følgende optagelsesprocedure.
Du/I skal først besøge skolen, så vi kan få en indledende snak om dine behov og skolens rammer. Dette giver dig samtidig en første mulighed for at danne dig et indtryk af skolen. Ring til skolen og aftal et besøg
Hvis du efter besøget stadig er interesseret i et skoleophold, kan du tilmelde her på hjemmesiden. 

Image
Image

Derefter skal du deltage i et praktikophold på skolen. Praktikophold med henblik på optagelse i skoleåret 2020/2021 afvikles fra lørdag d. 12. oktober 2019 til onsdag d. 16. oktober 2019. Hvis du ikke kan i denne uge, vil skolen aftale en praktikuge med dig i løbet af skoleåret 2019/20. Praktikugen koster 1.500 kr. Når du har indsendt din tilmelding, modtager du en bekræftelse på at vi har modtaget den. Derefter hører du først fra os igen, når vi udsender invitation til efterårskurset. Det gør vi i løbet af september måned. Du og dine forældre er altid velkomne til at kontakte os, hvis der er noget I er i tvivl om.
Du er først endeligt optaget på skolen efter godkendt praktikophold, hvorefter du modtager en bekræftelsesmail fra os.

På skolen er der nogle få og enkle regler:

Vi ønsker at behandle hinanden med respekt

Vi passer på hinanden, skolen og vores naboer i samfundet omkring os

Vi har mødepligt til undervisningen og andre fællesarrangementer

Det kan medføre øjeblikkelig bortvisning, hvis du indtager eller er i besiddelse af alkohol eller euforiserende stoffer.

Ud over at kunne opfylde ovenstående er de eneste krav for at blive optaget på skolen, at du er fyldt 14 år eller har afsluttet 7. klasse. Desuden skal du have nogle særlige læringsforudsætninger, der gør, at du har brug for et efterskoleophold på en specialefterskole.